Sct. Hans 2016

Vejrudsigten var meget svingende op til Sct. Hans aften. Og vi fik da også en gang regn på vej ud til Paradisbugten. Regnen kulminerede med en kraftig byge, ligesom vi skulle lægge til ved broen, så vi var pænt våde da vi kunne kravle over på broen. Det var glædeligt at se, en syv – otte både allerede havde trodset vejrguderne og inden længe lå der faktisk 15 både ved brohovedet.

Vejret klarede op og det blev faktisk en hel fin aften.

Grillen blev tændt kl. 18.00 og hvis vi klemte os lidt sammen var der lige nøjagtig plads til at vi alle kunne sidde ved bordene under pressenningen.

Efter at maden var fortæret var det tid til årets båltaler – Gitte Stæhr Hansen – fra båden Baron Hansen. Gitte har sendt sin tale, som er gengivet i fuld ordlyd nedenfor. Tusind tak til Gitte for en dejlig tale.

Så var det tid til at tænde bål.

En dejlig aften med masser af godt humør.

Båltale

Af Gitte Stæhr Hansen

Da jeg blev spurgt, om jeg ville holde årets båltale her i Bådelauget, tænkte jeg, hvad skal jeg nu tale om? Det sædvanlige med historien og heksene, som jeg selvfølgelig også siger lidt om. Men jeg har valgt i stedet at tale mest om vores fælles interesse for sejlsporten – uanset hvad vi sejler i. Det er netop i disse dag, de fleste forbereder sommerturen – nogle er allerede draget af, mens resten glæder sig. Vi har haft et par herlige smagsprøver på godt vejr. Og helt ærligt, mon ikke det er den slags vejr, vi alle helst vil have, hvor vi ikke behøver gummistøvler og polarudrustning, men kan sejle i shorts, soltop og bar mave – i hvert fald, hvis vi sejler med vinden. Det er altid sjovt at se, nå man møder modgående, der krydser godt klædt på i sejlertøj, og andre så kommer glidende med vinden i bikini.

Sejlsport er frihed, fornemmelsen, når man sejler ud, og gemmer mobiltelefonerne væk, og bare nyder lyden af vandet og det ustressede samvær. Men vi har nok alle også prøvet frustrationen, når der bliver meldt 22-24 sekundmeter og regn i flere dage, og vi ligger i havn og føler det, som at stå under den kolde bruser og rive 500 kr. sedler i stykker (før var det 100 kr. sedler). Det er sket mange gange i juli måned, hvor de fleste har ferie. Vi sejlede engang hjem fra Faaborg ”i protest” for at vente på bedre vejr. Vi sejlede non-stop i silende regn, var drivvåde og båden våd, ja alt var så vådt, at vi satte fuld varme på, da vi kom ind i havnen, og sov på båden, mens vi blev tørre og vores tøj tørt igen. Hurra, for de moderne bekvemmeligheder.

Men der var da også charme over det, da vi i sin tid stævnede ud i vores første båd, en 17 fods Capri med sænkekøl og helt uden sejlerfaring. Vi aftalte at mødes med venner i en dengang STOR Junker 22 ved Løveroddebroen (de kom fra Bogense). Ingen af os vidste, at det ikke er smart at gå ind til en luv bro. Vi tabte da også roret, måtte i baljen efter det, fik det på igen, og min søsters svigerfar, som vi havde købt båden af, og mine forældre kom dybt bekymrede ud for at se vores første landing. Den sejlkyndige svigerfar fortalte os, at vi hellere skulle gå om på den anden side af Løverodde og ligge i læ. Og der mødte vi så vennerne. Vi fortsatte til Assens – alt gik godt, men da vi skulle videre til Faaborg var bølgerne for høje til Capri ‘en, og vi havde rebet.  Min mand, Peter, sagde: Vi går ind igen og sætter fuld sejlføring, så må vi kunne trække igennem. Men det kunne vi ikke, og sænkekølen slog frem og tilbage med en hæslig lyd, der nedbrød moralen. Efter 5 dage i Assens, hvor vi så alle filmene i biografen, sejlede vi lidt slukørede hjem.  Det er mere end 40 år siden, og vi har ofte været i Assens og mange andre steder med det dobbelt så store og gode skib ”Baron Hansen” og nydt det, men også oplevet surt vejr. Vigtigst er det dog, at vi begge stadig har bevaret modet og lysten til at sejle. Og at båden let kan håndteres af os to.

Og når vi nu er ved det med lysten – så har jeg på de sociale medier set en tendens til, at der heldigvis kommer flere og flere unge ud at sejle, men også flere og flere, som bare vil sejle ud og være i fred, og som ikke ønsker at være medlem af en klub. Det er de fleste nu i Kolding, hvor havnepladsen er dyrere, hvis du ikke er i klub. Men mange andre steder sejler folk rundt uden stander, uden navn på båden, og endda uden yachtflag. Det, synes jeg, er en skam, for det er da sjovt at se, hvor andre kommer fra. Det er også skidt, hvis de skulle lave et uheld, og man bare kan sige, at det var en anonym båd uden navn, vistnok den og den type. Jeg tror, vi skal gøre et ekstra arbejde for at hverve de unge til klubberne, ved at fortælle mere om, hvad vi står for, at det er her, du lærer at sejle, her du kan få gode råd, hjælp og tips, og gider du ikke socialt samvær, kan du jo bare slippe for det.

Og når vi taler hjælp og gode råd vil jeg fremhæve dem her i klubben, som gør et kæmpe arbejde for at skabe en god atmosfære, og for at vi andre kan nyde livet. Nogle slår bro, så vi alle kan ligge her. Nogle står for traktementerne, når vi holder fællesspisning, fest, kapsejlads og alle de andre aktiviteter, nogle, der slæber bænke og borde ud, så vi kan sidde og nyde det på terrassen foran klubhuset, nogle vasker op og gør rent. Og mange af dem er de samme få.  I skal alle have en kæmpe tak. Uden jer – intet klubliv.

Ingen tvivl om, at Mikkel Baha og ikke mindst hans sønner fra min gode, gamle TV Station, TV 2, har været med til at sætte ekstra skub i sejlerdrømmene, og ikke mindst på det, at tage på langfart, slippe fortøjningerne til hverdagslivet, og sejle over Atlanten og til eksotiske steder og øer i Stillehavet. Nogle her fra klubben har gjort det og har fortalt om det, som Ingolf. Andre er sejlet langt væk til andre destinationer, og har nydt det. Og så er vi mange, som bare sejler her i det danske, tyske og svenske. Vi har alle vand under kølen, og nyder den smukke natur. Jeg elsker at læse langturssejlernes beretninger. Har lige læst om en dansker, som sejlede fra Esbjerg til Tahiti i en Junker 22. Og jeg elsker at se det på TV, men har ikke selv lysten til ensomheden over de store have og nok heller ikke modet. Men vi har skam været der – to gange over Atlanten, og to gange i Stillehavet – senest sejlede vi både til Hawaii, Tahiti, Bora-Bora, og Moorea, New Zealand og Australien. Vi sejlede 9.500 sømil, men det var i Krydstogtskib – en form vi kun kan anbefale jer, der, ligesom os, ikke selv har lysten til ensomheden på de lange stræk. Vi har set stederne, vi har set, hvor stort Atlanterhavet er, set, hvor lille selv en 50-60 fods båd er i bølgerne, og vi har set hvor kæmpe stort Stillehavet er – så det er altså også en sejlende mulighed, og der er masser af liv i havnene.

Og så tilbage til Danmark, Kolding Fjord, Paradisbugten og aftenen. Der er nu kun et halvt år til jul, de fleste af os skal først afsted på sommertur nu, og fra Sankthans går dagene igen den korte vej. Men vi skal nok nå det. Når det bliver køligere tager vi en ekstra trøje på, og sidder alligevel og hygger os i cockpitterne og på grillpladserne. Men nu skal vi efter god gammel tradition lige straks sende heksen til Bloksbjerg, og når vi tænder bålet sender vi også en tanke til Johannes Døberen, som har lagt navn til Sankt hans, de stakkels kvinder som oprindeligt måtte lade livet på bålet (det ville ikke ske i dag, hvor vi kvinder heldigvis også er aktive sejlere og en vigtig del af sejlturen.) Vi tænder bålet som tegn på lyset, håbet og glæden, og de mange grillstunder, som forhåbentlig venter os på ferien. Ha’ en fantastisk sommer og tak for ordet.

God Sankthans.